Havbrug består af fortøjede netbure i saltvand. Nettene er udspændt på en ramme, der holdes i vandoverfladen med et opdriftsmiddel. Fiskene i burene fodres regelmæssigt. Vandet i burene friskes via havstrømme, og ekskrementer, foderrester mm. synker ned på havbunden under burene eller opløses i havvandet. Nettene kan være imprægnerede med eks. kobbersulfat for at reducere tilgroningen med alger. Nettene skal skiftes, når de er overbegroede. Det gøres ved at spænde det friske net udenom det gamle og derefter hejse det gamle op.

Fisk kan opdrættes i ferskvand i jorddamme eller i nedgravede eller fritstående stål- eller glasfibertanke. Der er så tale om ferskvandsdambrug. Ørreder eller laks starter deres opvækst i ferskvandsdambrug og kan efter et eller flere års opvækst udsættes i havbrug eller saltvandsdambrug. På den måde efterlignes deres naturlige opvækstvilkår. Saltvandsdambrug er i princippet indrettet som ferskvandsdambrug, men vandet hentes fra hav eller fjord og har altså en naturlig saltkoncentration. Begge former for havbrug har vandcirkulation, dels for at tilføre ny ilt, dels for at fjerne affaldsstoffer. Fjernelsen kan ske ved udledning til rensebassiner og eller miljøet, men filterrensning og iltning kan danne grundlag for recirkulering og genbrug af vandet uden afgivelse af forurening til miljøet, såkaldte FREA-anlæg: Fiskeproduktionsanlæg med fuld recirkulation af procesvand og uden direkte udledning til vandløb, søer eller havet.

Havbrug er forurenende virksomheder, der er nævnt i Bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed (BEK nr. 669 af 18/06/2014), bilag 2. Efter bekendtgørelsen er kommunalbestyrelsen godkendelsesmyndighed, når det samlede anlæg ligger nærmere end 1 sømil (1.852 meter) fra kysten, ligger det længere ude er Miljø- og Fødevareministeriet (Departementet)  godkendelsesmyndighed. Godkendelsesprocessen er beskrevet i bekendtgørelsen samt i en ny elektronisk Vejledning om miljøgodkendelse (http://miljogodkendelsesvejledningen.dk).

Andre myndigheder indgår eller kan indgå i godkendelsesproceduren:

Søfartstyrelsen har ansvaret for sikkerhed til søs og godkender den nøjagtige placering og afmærkning.

Kystdirektoratet varetager statens højhedsret til søterritoriet. Afgør sager om tangbrug og har tillagt overordnet myndighed mht. internationale naturbeskyttelsesområder.

Miljø- og Fødevareministeriet (Departementet) vurderer biologisk, om der er behov for konsekvensvurdering generelt eller i forhold til naturbeskyttede områder (Natura2000-, RAMSAR og fuglebeskyttelsesområder).

Fødevarestyrelsen har det veterinære tilsyn.

Den grundlæggende lovregulering er Lov om Miljøbeskyttelse (LBK nr. 879 af 26/06/2010 med senere ændringer). Formålet er: ”medvirke til at værne natur og miljø, så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og plantelivet”. Det er en meget omfattende lov med 14 kapitler og 108 paragraffer, der herudover giver en lang række bemyndigelser til miljøministeren. På den baggrund er følgende også relevant:

Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer (LBK nr. 939 af 03/07/2013) Bestemmelser om miljøvurdering af planer og programmer, som kan få væsentlig indvirkning på miljøet.

Bekendtgørelse om administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter for så vidt angår anlæg og udvidelse af havne og kystbeskyttelsesforanstaltninger samt etablering og udvidelse af visse anlæg på søterritoriet (BEK nr. 874 af 02/09/2008)

Bekendtgørelse af lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (Miljømålsloven) (LBK nr. 932 af 24/09/2009 med senere ændringer) Loven danner baggrund for vandplaner og naturplaner.

Bekendtgørelse om miljøkvalitetskrav for vandområder og krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet (BEK nr. 1022 af 25/08/2010). Angiver tærskelværdier for forurenende stoffer.

Bekendtgørelse om etablering og drift af havbrug (BEK nr. 122 af 01/03/1991) er kort og forældet, men nævner dog myndigheder og organisationer, der er høringsberettigede samt farvande omfattet af forbud mod etablering af nye havbrug. En ny bekendtgørelse er på vej, men er blevet forsinket. Afventer formentlig regeringens nye havbrugsstrategi.

Vejledning om godkendelse af saltvandsbaseret fiskeopdræt (VEJ nr. 9163 af 31/03/2006). Der er tale om en vejledning, men der skal meget kraftige argumenter til, for at en offentlig myndighed afviger fra en vejledning.

En ansøgning om tilladelse til etablering af et havbrug kan efter en VVM (Vurdering af virkning på miljøet) og evt. en miljøkonsekvensvurdering (vurdering af virkning på internationale naturbeskyttelsesområder) resultere i en miljøgodkendelse. Denne specificerer de krav til driften, som havbruget må underkaste sig. Miljøgodkendelsen refererer afgørelsen og vilkårene: placering, godkendelsestidspunkt, godkendelsesperiode, generelle forhold, indretning og drift, spildevand og overfladevand, affald, driftsforstyrrelser og uheld, indberetning og rapportering samt ophør. Der skal afleveres årsrapporter, som man kan søge aktindsigt i. VVM-tilladelsen er den korte, formelle afgørelse. Vilkårene vil normalt specificere BAT på det tidspunkt, miljøgodkendelsen gives. BAT er ”bedst anvendelige teknologi”, dvs. de fremgangsmåder, som sagkundskaben søger at fremme.

Fra havbrugenes netbure udledes gennem bund og sider overskudsfoder, fiskenes ekskrementer og urin samt kobber (antibegroningsmiddel) og medicinrester, der omtales i et særligt afsnit.

Omgivelserne tilføres herved organisk stof, kvælstof og fosfor i såvel opløst som i partikulær form. De opløste mængder af kvælstof (N) og fosfor (P) er direkte tilgængelige for planktonalger. Det opløste, organiske stof nedbrydes i vandfasen under forbrug af ilt, hvorved der sker en dannelse af CO2 og en frigivelse af de i stoffet kemisk bundne fosfor- og kvælstofforbindelser. Det partikulære, organiske stof bundfældes, og en bakteriologisk nedbrydning går i gang. Herved kan der lokalt opstå iltfrie bundområder dækket med svovlbakterier (liglagen). Omsætningen af det organiske stof sker her kun langsomt under fravær af opløst ilt, men også her frigives N og P i opløst form. Fra et sådant sediment udskilles desuden den giftige luftart H2S (svovlbrinte). Alt højere liv er borte. Kun specielle bakterier og bakterieædende ciliater (encellede organismer)  kan leve her.

Udledningerne fra havbrug tilfører således det lokale og det omgivende havmiljø opløste næringssalte (N og P), der øger væksten af de i vandfasen svævende planktonalger, hvilket bevirker, at lysforholdene nedefter bliver dårligere til skade for bundvegetationen og dermed bunddyrene. Faren for iltsvind og store iltsvingninger øges, da algerne i de mørke timer ikke producerer, men kun forbruger ilt. Når algerne dør, sedimenterer de, bunden tilslammes, og det døde plantestof omsættes under iltforbrug, samtidig med at de indbyggede fosfor- og kvælstofforbindelser genopløses og stilles til rådighed for ny algeproduktion.

Omsætningen af det udledte organiske stof vil medvirke til iltsvind i vandfasen, og den uundgåelige sedimentation under og omkring burene kan omdanne disse arealer til golde, giftige områder.

Udledte mængder af organisk stof kvælstof og fosfor fra havbrug.

Da det ikke er muligt at foretage en rimelig nøjagtig direkte måling i vandfasen af de udledte forurenende stofmængder, kan et estimat heraf baseres på en teoretisk model eller på beregning af forholdet mellem de stoffer, der findes i det tilførte foder, og den del heraf der genfindes i de høstede fisk.

Organisk stof måles ved BI5, der er et indirekte mål for indholdet af stoffet. En prøve indeholdende de aktuelle organiske stoffer udsættes i laboratoriet under specificerede betingelser for nedbrydning ved iltkrævende bakteriers aktivitet. Efter 5 døgn måles hvor meget ilt, der er forbrugt til processen. Jo større iltforbrug, jo større indhold af organisk stof.

I takt med at tørfoderets forbedring med hensyn til sammensætning og optagelse, er de specifikke værdier, der anslås for udledning af organisk stof, kvælstof og fosfor blevet stadig mindre.  Dansk Akvakultur udformede i maj 2013 til sine medlemmer en ”Skabelon for ansøgning om miljøgodkendelse af havbrug”. Her anføres i tabel 6 følgende ”max udledningsværdier” pr. ton produceret fisk:

N: 47,5 kg , P: 6 kg , BI5: 220 kg.

De nævnte skabelonværdier blev anvendt, da Hjarnø Havbrug A/S i 2013 søgte om tilladelse til etablering af Endelave Havbrug med en årlig produktion på 2.105 kg regnbueørreder. Dette ville pr år indebære en samlet udledning på 100 t N , 12,6 t P og 463 t BI5. 

Da Miljøministeriet i 2014 gav tilladelse til etablering af havbruget fik havbruget imidlertid lov til beregne udledningen efter følgende værdier pr ton produceret fisk:

N: 42 kg , P: 4,6 , BI5: 220 kg.

Værdierne var baseret på en ny teoretisk dambrugsmodel udviklet af DTU Aqua  for  produktion i ferskvandsdambrug af regnbueørreder op til 800 g.

Med de i godkendelsen anførte udledningsværdier og en produktion på 2.105 t fisk pr år ville den samlede udledning fra Endelave Havbrug blive 88 t N , 9,6 t P  og 463 t BI5. Disse mængder skulle danne grundlag for størrelsen af de kompensationsanlæg godkendelsen pålagde ansøgeren at etablere.

En fornemmelse for størrelsesordenen af de her nævnte udledninger kan fås ved at sammenligne med spildevandsudledninger fra bysamfund. Det påregnes her, at hver indbygger pr år til kloaksystemet udleder 21,9 k g BI5 , 4,4 kg N  og  1,0 k g P. Endelave havbrug ville så udlede en forureningsmængde, der i produktionsperioden (april til oktober) ville svare til 34.000 personers urensede spildevand. For god ordens skyld skal det nævnes, at byernes spildevand renses 95-99 % inden udledning.

Endelave havbrug blev ikke etableret, da Natur- og Miljøklagenævnet afviste projektet.

I 2015 gav Miljøstyrelsen tilladelse til etablering af et havbrug ved Bolsaksen. Ansøgningen fra havbrugeren var baseret på dambrugsmodellen. I modellen er følgende indtastet: Fodertype og  fodermængde,  forventet foderkvotient = 1,1 (1,1 kg foder anvendt pr kg produceret fisk) og  foderspild = 1,5 %.  Herefter  beregner modellen, hvor stor nettoproduktionen bliver, og at de specifikke udledninger bliver henholdsvis 41,1 kg N og 4,5 kg P og 117,5 kg Bi5 pr ton nettoproduceret fisk.

I 2016 har DTU Aqua udfærdiget en model for rognbærende fisk fra 1000 g op til 4000 g. Anvendes denne model med ovennævnte data for Bolsaksen, ville de specifikke udledninger blive beregnet til  39 kg N,  4,9 kg P og 97 kg Bi5 pr ton nettoproduceret fisk. Sættes foderkvotienten = 1,5 i stedet for 1,1 vil N- og P-udledningen stige med ca. 65 % og BI5 med ca. 36 %.

Især angivelserne for BI5 er faldet gennem de senere år.  Det bør i den forbindelse nævnes, at nordmændene Braaten og Bergheim har udført en massebalance for udledning fra norske havbrug for laks, hvor de finder en Bi5-værdi på 505 kg pr ton nettoproduceret fisk. Anvendes den danske rognmodel med samme inddata som anvendt i nordmændenes massebalance fås et BI5-tal på 171 kg  pr kg nettoproduceret  fisk.

De 5 havbrug, der ligger i Horsens Fjords  vandområde,  udleder i produktionsperioden en kvælstofmængde, der svarer til indholdet i  15.500 personers  urensede  spildevand.

Af havbrugenes årlige standardrapporter fremgår det udsatte antal fisk og deres gennemsnitsvægt (begge med en (u-) vis usikkerhed. Ligeledes fremgår opfisket antal og mængde. Det er så muligt at beregne, hvor mange fisk der er forsvundet i produktionsperioden til kassation, døde, undslupne og predation, men vægten heraf kan kun skønnes.

I de fleste brug udsættes kun hunfisk. Rognen, som de stammer fra, behandles, så der kun fremkommer hunner. Ved slagtningen er den primære kommercielle interesse i fiskens rogn, sekundært kan kødet bruges, selv om det som følge af rognudviklingen er af dårlig kvalitet.

Tabet i antal ligger typisk mellem 5 og 10% over en produktionssæson. Der dør fisk løbende i burene. Disse fisk skal tages op og destrueres. Desværre fremgår antallet af destruerede fisk ikke af årsrapporten. Der er også fisk, som ikke vokser og trives i burene. De har samme størrelse ved slagtetid i november/december som ved udsætningen i burene i starten af april, dvs. mellem 500 gram (ca. 35 cm) og 1.000 gram (ca. 45 cm), men de er afmagrede at se på. Disse fisk er usælgelige. Desværre forekommer de ofte i de frie vande omkring slagtetid. Det tyder på, at de blot smides over bord.

Der sker også et utilsigtet udslip. Årsagerne kan være huller i netburene (påsejling, storm, kraftig strøm, sæler) eller fejlhåndtering ved netskift og ud- eller indpumpning). Kritiske tidspunkter er ved opstart af produktionen i april og ved slagtningen i november/december. Dambrugerne har en indlysende interesse i at undgå udslip af salgbare fisk, men undgås kan det åbenbart ikke.

De undslupne regnbueørreder ses ofte i vandløbene i efteråret, når der elektrofiskes efter vilde ørreder til avl til udsætning. Regnbueørrederne har altså i den gydemodne tilstand den naturlige ørreds trang til at finde et vandløb at vandre op i for at gyde. Der er særdeles få eksempler på, at regnbueørreder har haft gydesucces i danske vandløb (der er jo også næsten udelukkende tale om hunfisk), og de kan ikke bastardere med vilde bæk- og havørreder endsige laks. Desværre skal de alligevel af med rognen, og de deltager så i legen på gydebankerne, hvor de kan konkurrere om gydegruset med de vilde bestande til skade for disses gydesucces. Efter gydningen er de også uønskede pensionærer i vandløbene, men som oftest dør de eller vandrer til havs igen. Der er forsket meget lidt i området, så der er ikke grundlag for at sige, at de ingen skade gør al den stund, at de faktisk forekommer i de fleste større vandløb i gydeperioden, men modsat er det heller ikke muligt at kvantificere denne skade.

Utrivelig regnbueørred fra havbrug:

Produktion af fisk i havbrug medfører en miljøbelastning fra ikke-udnyttet foder og ekskrementer fra fiskene. Direkte renseforanstaltninger, der på land kan foregå i rensningsanlæg og filtre, er ikke muligt her. Derfor forsøges problemerne afhjulpet med kompensationsanlæg som muslinge- og tangproduktionsanlæg.

Muslingeproduktionsanlæg består af rør med net, strømper eller liner, hvorpå muslingerne dyrkes. Muslingerne skal fungere som filtre, der kan opsamle partikler fra fiskeopdrættet. Der høstes 1 gang årligt.

Problematikker:

• Anlægget fylder meget, et eksempel – et muslingebrug ved As Vig beslaglægger et areal på 56 ha eller 560.000 m2, men typisk 18 HA
• Medfører landskabelige, æstetiske problemer, generer rekreative interesser såsom turisme, sejlads
• Skyggevirkninger
• Tilslamning af havbunden under anlægget
• Usikker dokumentation for anlæggenes effektivitet og sikkerhed for fjernelse af næringsstoffer.

Tangproduktionsanlæg består af net, der spændes op horisonalt på reb i en dybde af ca. 1 m under havoverfladen. Tangplanterne sås på nedhængende snore og høstes 1-2 gange årligt. Tangplanterne skal opsamle overskydende opløste næringssalte.

Problematikker:

• Beslaglægger store arealer – et eksempel: tanganlæg ved Hjarnø fylder op til 120 ha eller 1.200.000 m2
• Skyggevirkninger for havbunden
• Landskabelige/æstetiske negative påvirkninger i forhold til en lang række rekreative interesser, såsom turisme, sejlads

Ringe effekt som kompensation til fjernelse af kvælstof og fosfor.

I forbindelse med godkendelse af nye havbrug eller udvidelse af eksisterende brug har myndighederne i den seneste tid krævet, at der etableres kompensationsopdræt, der skal kunne levere en 100 % kompensation for den kvælstofudledning, der kommer fra havbruget. Opdrætsanlægget skal ligge i samme hovedvandområde som havbruget.

Princippet i opdrætsanlæggene eller kompensationsanlæggene, som de også kaldes, er at der i vandområdet etableres et system af lodrette hængende liner, bændler, strømper eller net, hvortil muslingelarver kan fæstne sig. Disse lodrette fangemner må ikke nå bunden. De fasthæftede larver optager ved filtrering organisk stof – primært planktonalger - fra de omgivende vandmasser, og når høstmoden størrelse er nået, bringes muslingerne på land. Den i muslingerne indbyggede mængde af kvælstof og fosfor er således fjernet fra vandområdet og kan derfor ikke indgå i yderligere stofproduktion. For ejeren af havbruget gælder det, at kompensationsopdrættet skal sikre den ønskede kompensation, samtidig med at muslingerne kan afsættes bedst muligt.

Anlæg til opdræt af muslinger kan opbygges som et langlineanlæg. Imellem 2 ankre med en indbyrdes afstand på ca. 250 meter, udspændes en. 14-20 mm nylonline. Linen holdes oppe ved overfladen ved hjælp af bøjer placeret i enderne samt langs linen med passende mellemrum Fra langlinen hænger de lodrette fangliner med en afstand 40 - 60 cm. I henhold til vejledning fra NaturErhverv må det enkelte anlægs maksimale størrelse være 250 m x 750 m. Afstanden til næste anlæg skal være mindst 150 m. På et sådant anlæg kan f.eks. være udlagt 90 langliner a 200 m, hvilket vil sige, at der i overfladen ligger 18 km line og hundredvis af flydere foruden markeringsbøjer.

Anlægget kan undersænkes, således at kun markeringsbøjerne er synlige. Langlinerne er her med liner fastgjort til en række flydere og ligeledes med liner til bundklodser. Arrangementet sikrer, at langlinerne og flyderne kan fikseres i ønsket dybde. En undersænkning mindsker risikoen for skader ved isgang.

Et alternativ til ovennævnte løsninger er bl.a. anvendt i As Vig. Her er langlinerne erstattet med luftfyldte ø150 mm polyethylenrør. Som fæstningssubstrat for muslingerne er anvendt net, der fra rørene hænger ned til 1 meter over bunden. Det påregnes, at der på standardarealet 250 x 750 meter kan udlægges 100 rør. Kun få rør er endnu udlagt her, men til fuld udbygning er 3 arealer af nævnte størrelse planlagt, ialt ca. 56 ha. Muslingerne kan udtyndes og høstes maskinelt under vandet. Anlægget kan tages på land om vinteren, eller rørene kan fyldes med vand, så anlægget kan overvintre på bunden. Ifølge ejerens angivelse kan der fra hvert af de tre anlæg høstes 2000 – 2500 tons muslinger årligt.  

Dyrkning af muslinger på de nævnte off-bottom anlæg er ikke problemfri. Fanglinerne skal hænges ud i maj-juni, hvor de fungerer som yngelfang. Hænges linerne ud for tidligt risikeres en overbegroning med hydroider. Larverne hæfter sig oven på hydroiderne, der på et tidspunkt rådner under muslingedækket, hvorved muslingerne falder af. Hænges linerne ud for sent risikeres at for få larver hæfter sig på linerne. Gennem sommeren og efteråret truer andre farer. Muslingerne kan blive overbegroet af rur, kalkrørsorm og søpunge, eller de kan blive ædt af søstjerner. Edderfugle har i Horsens Fjord og i As Vig og i Store Bælt minimeret produktionen kraftigt, når de i store flokke har fourageret på lineanlæggene.

Muslingerne kan høstes sidst på efteråret samme år, som linerne/nettene er udhængt. Muslingerne er da kun 2-3 cm lange og tyndskallede. Afsætningen af disse muslinger volder problemer. Adskillelsen af kød og skaller kræver nye typer af maskiner og sikre, store leverancer. Der forskes i, om muslingerne kan anvendes til produktion af muslingemel, der kan tjene som foder til grise, høns og fisk. Ligeledes afprøves mulighederne for efter høst at udlægge de små kompensationsmuslinger på havbunden, hvor de kan vokse videre, til de har nået en sådan størrelse, at de kan genopfiskes og anvendes til konsum. Det er dog Miljøstyrelsens opfattelse, at genudlagte muslinger betragtes som en naturlig bestand og derfor ikke kan indgå i kompensationsregnskabet. Det påregnes, at der kan eksporteres en større mængde af kompensationsmuslingerne til bl.a. Holland, hvor de vil blive udlagt i bundkulturer.

En lineproduktion af muslinger med henblik på salg til konsum kræver en vækstperiode på mindst 10 – 12 måneder. Når muslingeynglen i efteråret har nået en længde på 1-3 cm afskrabes den, sorteres og fyldes på ”strømper”, der er lange tynde net. Strømperne hænges ud på langliner eller rør, og muslingerne vokser i og på strømper og liner. Yderligere mellemhåndtering i form af en dobbeltstrømpning kan foretages for at minimere tabet af muslinger, efterhånden som pladsmangel opstår som følge af væksten. Da der er store omkostninger forbundet med nævnte håndteringer, og da kompensationen pr overfladehektar er mindre end ved anvendelse af produktionen over kun sommerhalvåret, ser det ud til at sidstnævnte driftsmetode vil blive anvendt af havbrugerne.

Hvordan beregnes kompensationen?

Dimensionering af muslingeopdræt til kompensation.

De væsentligste parametre for dimensioneringen af opdrætsanlæggene er produktion af muslinger pr. ha. og muslingernes N – og P – indhold pr. ton. Her skal kun anføres nogle værdier, der er fremkommet ved undersøgelser og forskning gennem de senere år.

DTU Aqua  vurderer ifølge Miljøstyrelsen (2014), at et operationelt beregningsgrundlag for fastsættelse af N og P ved muslingeopdræt er at antage, at produktion af et ton blåmuslinger fjerner 10 kg N og 0,6 kg P.

Professor F. Møhlenberg, DHI anfører (2010), at der på 1 ha anlæg kan produceres 125 tons muslinger pr. år. Muslingerne indeholder 10 kg N per ton vådvægt.

Miljøstyrelsen skrev i miljøgodkendelse af Endelave Havbrug (2014), at Hjarnø Havbrugs 3 smartfarms i As Vig hver kan producere 2000 – 2500 tons muslinger pr. år. Hver smartfarm dækker et areal på 18,75 ha, hvilket betyder at den specifikke produktion andrager 107 – 133 tons muslinger pr hektar pr. år. Hjarnø Havbrug vurderer på baggrund af forsøgsproduktion i 2012, at indholdet af N og P er henholdsvis 1,1 % og 0,08 % af muslingernes vådvægt (incl. skal). Kvælstofprocenten forventes af havbrugeren at kunne optimeres til 1,3 %.

Eksempel på beregning:

Et havbrug ønsker at producere 2.100 tons regnbueørreder pr. år. Miljøstyrelsen har godkendt, at havbruget må beslaglægge 25 ha. Der skal anlægges muslingeopdræt til kompensation for den udledte mængde kvælstof.

 Udledningen af N:     42kg / ton x 2.100 tons / år = 88.200 kg / år   

Udledningen af P:     4,6 kg/ ton x 2.100 tons / år =  9.660 kg / år     

Udledningen af  BI5: 220 kg/ton x 2.100 tons / år = 462.000 kg / år

Nødvendig årlig muslingeproduktion til kompensation forudsat N-indhold i muslinger = 1.1 % N/ton muslinger

88,2 tons N / 0,011 = 8.020 tons muslinger.

Nødvendigt areal til produktion af 8020 tons muslinger, forudsat der produceres 125 tons pr ha:

8020 tons / 125 tons pr. ha = 64 ha.

Arealet af kompensationsanlægget er altså 2,5 gange større end arealet af havbruget.

En forudsætning for, at der på 64 ha produceres 8020 tons muslinger, er imidlertid, at anlægget ikke udsættes for fysiske skader, uønsket begroning eller predation fra søstjerner og edderfugle. Endnu er det ikke påvist, at kompensationsanlæg kan leve op til de ønskede krav. Tværtimod har man mange steder haft meget nedslående resultater med hensyn til udbyttet.

Forudsat at fosforfjernelsen er 0,08 % af muslingernes totalvægt, er fosforfjernelsen ved produktion af de 8020 tons muslinger pr. år = 8020 x 0.08 % = 6,4 tons pr. år.

Fosforfjernelsen andrager således, ved den på grundlag af N – kompensationen beregnede muslingeproduktion, kun 65 % af den samlede fosforudledning. Skulle anlægget sikre en fuldstændig fjernelse af fosfor, skulle det være 50% større, altså ca. 100 ha.

Hidtil er der ikke stillet krav om andet end fuld kompensation for kvælstof. Dette skyldes, at kvælstof i havet regnes for at være i relativt underskud for planktonvæksten i forhold til fosfor, og derfor er det næringssalt, der er vigtigst at reducere. Dette gælder dog ikke for fjordene og de kystnære områder, hvor det i foråret er fosfor, der er i relativt minimum, og derfor også bør reduceres mest muligt.

I Miljøstyrelsens godkendelse af Endelave havbrug anføres, at havbruget skal være kvælstofneutralt, og at det gennem driftsoptimering skal søges gjort fosforneutralt.

Der er ikke stillet krav om reduktion af BI5 i de godkendelser, der hidtil er givet fra kommuner og Miljøstyrelsen. I Endelavegodkendelsen anfører Miljøstyrelsen dog, at ”ved høst af 7.500 tons muslinger fjernes mere organisk materiale, end der tilføres gennem fodring af ørrederne”.

Det er her tilsyneladende ikke taget i betragtning, at den høstede mængde muslinger er produceret på grund af den ekstra planktonmasse, som udledningen af N og P fra havbruget har givet anledning til. Kulstofkilden hertil er vandets indhold af CO2 og ikke det sedimenterede stof under havbrugene.

Muslingebrugenes opgave er at neutralisere havbrugenes udledning af  kvælstof og reducere udledningen af fosfor. Dette sker indirekte, ved at muslingerne frafiltrerer planktonalger, hvis vækst er betinget af de udledte mængder N og P. Der kan herudover ikke forventes  reduktion af det i havet allerede eksisterende overskud af N og P.

Etablering af muslingeopdræt vil medføre en lokalt forøget sedimentering af organisk stof under og i nærheden af opdrætsanlægget. Sedimentet stammer primært fra muslingernes fækalier, og følgerne heraf er de samme, som forekommer ved havbrugene: Bunden afiltes ved omsætningen af det bundfældede, organiske stof, kvælstof frigives som ammonium, der giver grundlag for fortsat algeproduktion, og giftige svovlforbindelser kan forekomme. Eksisterende bundvegetation og –fauna forsvinder helt eller delvis.

Det er muligt, at modeller anvendt på total omrøring i så store bassiner, som hovedvandområderne er, ikke viser nogle større, gennemsnitligt uheldige påvirkninger af vandmiljøet på grund af et enkelt havbrug med tilhørende kompensationsanlæg. Men efterhånden, som disse anlæg vokser i størrelse og antal, bliver det til mange store, lokale områder, hvor natur- og miljøforhold forringes kraftigt.

I Hovedvandopland Horsens Fjord er der  i 2019 over 300 ha vandområde, der er beslaglagt af havbrug, muslingebrug og tangbrug, og som derfor ikke må benyttes af offentligheden.  Et endnu større goldt bundområde vil være at finde under og omkring  anlæggene. Det afspærrede vandområde alene her  svarer  til arealet af 425 fodboldbaner.

.

Tang kan dyrkes til mange formål. Som kompensation i forhold til udledninger fra havbrug er der tale om meget store mængder, der vil kunne oparbejdes til biobrændstof, svinefoder eller fiskefoder. I den sammenhæng eksperimenteres der med sukkertang og fingertang, som begge har højt sukkerindhold og som begge findes naturligt i danske farvande.

For at tang skal gro godt kræves opløste næringsstoffer og lys. Næringsstoffer er der i rigelighed på grund af udledninger fra landbrug og havbrug. Denne næringsrigelighed får dog også planktonalgerne til at gro, især i de øvre vandlag, hvor der er lys til stede. Planktonalgerne konkurrerer derfor med tangen. Andre organismer sætter sig på tangen som belægninger og gør tangen uegnet til konsum.

For at tangkulturen kan få det nødvendige lys i det algeplumrede vand, placeres den i det øvre vandlag. Mest almindeligt foregår dyrkningen på sporeliner, som hænger ned fra langliner tæt på vandoverfladen. Langlinerne er 250 m lange og forankret i enderne. De holdes i fast højde over bunden af et tæt system af flydere under eller i overfladen og af vægte på bunden.

Tangen er podet på sporelinerne før udlægningen. Tangen gror fra fæstepunktet opad i vandet og er et par m i længde, når den høstes efter et helt års vækst.

Med denne dyrkningsform forventes der under ideelle forhold at kunne høstes 10 tons tang pr. ha svarende til 5,6 tons biomasse, tørvægt.   Tangen indeholder 0,4 – 0,5 % N i forhold til våd vægt, når den høstes om efteråret med belægninger. P indholdet er tilsvarende op til 0,06 %. For at fjerne en udledning på 100 ton N fra et stort havbrug skal der høstes 20.000 tons tang, hvilket vil kræve inddragelse af 2.000 ha havareal til dyrkning.  En plantetæthed på 10 tons pr. ha svarer nogenlunde til plantetætheden i en bygmark. Den må derfor skygge tilsvarende for lyset til havbunden, hvor den naturlige flora får vanskeligere ved at overleve.

Der er formentlig et potentiale for at optimere tangdyrkningen. Dels kan man øge plantetætheden ved at udlægge vandrette net med sporer i stedet for langliner med sporeliner, dels kan man via forædling søge at opnå større vægtudbytte og større N og P indhold.

 Som led i et GUDP projekt (Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram, erhvervsstøtteordning) er der med støtte fra EU etableret et tangbrug på 100 ha øst for Hjarnø. De første tangliner blev udlagt i 2011. Dem løb isen med. I 2012 blev der lagt igen lagt liner ud, nu med undervandsflydere, og tangen burde være høstklar i efteråret 2014. Der har imidlertid endnu ikke været nogen nævneværdig høstaktivitet ifølge den seneste statusrapport for projektet. Bl.a. synes der at mangle muligheder for oparbejdning.

Fangkulturer kan bestå af muslingeanlæg og tanganlæg, der har til opgave at opfange udledninger fra ørredbrug umiddelbart nedstrøms for ørredburene. I den sammenhæng giver tangdyrkning mening ved at kunne optage opløste næringssalte, medens muslinger optager uopløst materiale.

I kompensationssammenhæng er tangdyrkning overordentlig arealkrævende. Tangdyrkning bruger mindst 25 gange så meget havareal som muslingedyrkning for at optage den samme mængde kvælstof. Tangdyrkning er derfor afhængig af, at havarealerne stilles gratis til rådighed eller af en høj afregningspris.

Generelt interesserer man sig for:

1. Om vildfisk er fanget på en bæredygtig måde, og om en fisk i handelen kan spores tilbage til at være fanget på bæredygtig måde, dvs. at der ikke drives rovdrift på ressourcer (se Marine Stewardship Council, www.msc.org)
2. Om opdræt af fisk foregår, så miljøet belastes mindst muligt.

FødevareWatch fortæller den 22/9 2014, at fire danske ferskvandsdambrug som de første i verden har fået det globalt anerkendte miljømærke ASC (Aquaculture Stewardship Council, se www.asc-aqua.org) som garanti for, at fiskene er produceret på en miljørigtig og ansvarlig måde.

Det er et imponerende arbejde, der ligger til grund for opnåelsen af miljømærket, når man tænker på den omfattende miljøødelæggelse, som de ca. 500 jyske dambrug stod for gennem hele det tyvende århundrede.

Da danske dambrugsejere nu har vist, at de konkurrencedygtigt kan producere fisk, uden at væsentlige  forureninger og fysiske ødelæggelser forekommer, er det oplagt, at alle akvakulturanlæg i Danmark fremover bør levere et produkt, der er på højde med det, de fire ASC-dambrug præsterer. Dette betyder, at de massivt forurenende havbrug skal nedlægges og erstattes af landbaserede saltvandsdambrug, I dag udledes fra havbrugene i vore farvande flere tusinde tons kvælstof, fosfor og organisk stof uden nogen form for rensning. Fiskene kan derfor ikke siges at være produceret på en miljørigtig og ansvarlig måde som ASC-certifikationen kræver.

Af artiklen i FødevareWatch fremgår det da også, at direktør Brian Thomsen fra Dansk Akvakultur har indset dette, idet han udtaler, at ”i dag er det ikke længere nok, at fisk smager godt. Forbrugerne ønsker også et ansvarligt produkt”. ”Og det faktum, at vi som branche kan tilbyde de første ASC-certificerede ørreder i verden, giver os et betydeligt forspring på det globale fødevaremarked”.

Dette forspring bør udnyttes, og det har to producenter af laks i saltvandsbaserede anlæg på land vist er muligt. På Langsand Laks i Hvide Sande og Danish Salmon i Hirtshals produceres nu over 2000 tons laks årligt. Avancerede rensemetoder sikrer, at forurenende stoffer ikke udledes til vandområder. Det er altså ikke teknikken, der mangler, for at fiskeproduktionen kan foregå på land under ”miljørigtige og ansvarlige forhold”, og vore havområder kan friholdes for havbrugenes forurening og  beslaglæggelse af store vandområder.

Begrebet ”økologiske fisk” skal altså tages med forbehold. Der er ikke en egentlig standard herfor, alt er som bekendt relativt. Der kan meget vel være taget væsentlige miljømæssige hensyn i avlen, men hvor vidtgående er disse hensyn? Er foderet fremskaffet ved overfiskeri på vilde bestande? Er der anvendt pesticid (ethoxyquin) for at undgå harskning af foderet? Er netburene imprægneret med miljøgiften kobber? Er der kunstige farvestoffer i foderet? Hvor ofte behandles med antibiotika og hvilke? Er det mindst miljøbelastende alternativ valgt? Osv.